Med creme, marmelade, remonce, flødeskum, trendy eller gammeldaws.
Alle fastelavnsboller kan eét eller andet, og er jo forbundet med tradition og kultur.
Jeg har nogle fastelavnsboller jeg HVERT år vender tilbage til - dem med creme. Men i år har jeg også forsøgt med min yndlingsmarmelade in combo med knas og marcipan.
Den kan du se HER
Denne opskrift med en klassisk fed gærdej (jep, meget fedtstof), og en opbagt creme.
Den opbagte creme er SUPER nem at lave, hvis man overholder nogle få regler. Og vil man ikke lave den selv - så findes der heldigvis Dr. Oetkers kagecreme. Men prøv lige denne først... Til 16 stk. GÆRDEJ
1,5 dl mælk
50 g gær
125 g blødt smør
1 æg
4 spsk sukker
375 g hvedemel (ca. 6 1⁄4 dl)
CREME
1 æg
2 spsk. sukker
2 dl mælk (let eller sød)
1 spsk majsstivelse (maizena)
2 tsk vanillesukker(eller ½ stang og 2 tsk. sukker)
SÅDAN GØR DU
Lun mælken i en gryde(eller mikroovn), til den er lillefingervarm.
Hæld den i en skål og rør gæren ud heri.
Tilsæt de øvrige ingredienser (hold lidt mel tilbage). Slå dejen godt sammen.
Dæk skålen med fx et låg og stil dejen til hævning et lunt sted i ca. 1 time.
Cremen koges
Pisk ALLE ingredienserne sammen i en lille tykbundet gryde.
Bring blandingen i kog under piskning og ved kraftig varme.
Kog cremen ved jævn varme, under stadig piskning, i ca. 3 - 5 min.
Tag den af varmen og kom cremen i en skål. drys lidt sukker over, så den ikke hanner hinde. Lad cremen køle af.
Bollen samles
Tag dejen ud på et meldrysset bord og ælt den let igennem. Tilsæt evt. resten af melet.
Rul dejen ud til en firkantet plade på ca. ½ cm tykkelse og ca. 40 x 40 cm).
Skær dejpladen igennem 3 gange på hver led, så der bliver 16 firkanter (ca. 10 x 10 cm).
Læg 1 lille spsk. creme på hver firkant. Saml dejen om fyldet til små "pakker". Klem sammenføjningerne godt sammen så cremen ikke kan løbe ud. Form "pakkerne" til boller og stil dem med sammenføjningerne nedad på plader med bagepapir. Lad bollerne efterhæve tildækket i ca. 30 min.
Bag bollerne midt i ovnen 10 min ved 220 grader, og lad dem køle af .
Pynt med glasur evt. blandet med kakao, og måske lidt krymmel eller kandiserede violer.
TIP:
Vil du gerne have lidt marmelade i også, så tøv ikke. Hav da lidt mindre creme i, og så tilføj en tsk. evt. hindbærmarmelade i. Drys glasuren med frysetørrede hindbær - eller hvad med et frisk hindbær på toppen?
Commentaires