top of page
Søg
Forfatters billedeKristine Nielsen

FASTELAVNSBOLLER - med lemoncurd, remonce og marengs


En fastelavnsbolle skal være tilpas blød og cremet.

Denne version er med lemoncurd OG remonce OG marengs, og alt sammen går op i en højere enhed. Syrlig, sød og cremet på samme tid. OG så er den lidt anderledes i looket.

Er du mere til den klassiske, med creme? Så kan du sagtens bruge dejopskriften, og så komme en opbagt (færdigkøbt) creme indeni.


Denne opskrift består af 4 komponenter.

  • Fed gærdej

  • Lemoncurd (opskriften kan du se HER )

  • Remonce

  • Marengs

Har du lavet en lemoncurd, kan du bruge den op til 10 dage efter.

Du kan også købe en på glas - men min opskrift er billigere, bedre og tager kun 10 min.


Vanillecremen kan du finde HER - og den kan sagtens kombineres med remoncen!


GÆRDEJ (der bliver til 16 fastelavnsboller)


100 g. smør

2 dl. let eller sødmælk

25 g. gær

1,5 tsk. stødt kardemomme

½ tsk. salt

1 æg

350 - 400 g. hvedemel


Æg til pensling


SÅDAN GØR DU


Smelt smør og lun mælken heri. Når blandingen er lillefinger lunt (37 gr), hælder du det op i en dejskål, og smuldrer gæren deri og rører gæren ud.

Tilsæt kardemomme, salt og æg, og rør det sammen.


Lidt efter lidt kommer du melet i, og når dejen kan æltes uden at klistre, skal der ikke mere mel i.

Stil dejen til hævning et lunt sted eller på et hæveprogram i din ovn i 1 time.


Lav REMONCE & LEMONCURD klar.


Vil du have opskriften på remonce - KLIK HER.


REMONCE

100 g. blødt smør

100 g. marcipan

50 g. sukker


Smørret skal være blødt, og kommes i en skål sammen med sukker og revet marcipan.

Rør det godt sammen med en ske/dejskraber/fingrene, og stil det til side til det skal bruges i bollerne.


Når dejen er hævet til ca. dobb. størrelse, kommes den ud på et meldrysset bord.

Rul nu dejen ud til et stort rektangel, på 40 * 40 cm, og skær dejen ud med skrap kniv eller pizzaskærer i 16 firkanter.


Kom 1,5 tsk remonce og 1 spsk. lemoncurd på, og skal du lave creme i bollerne, kan du nøjes med halv lemoncurd og den anden halvdel med creme.



Nu skal du folde dejen/ nippe dejen sammen om indholdet - og har du kommet for meget fyld på eller lavet firkanterne for små, så opdager du det her.

Tag hjørnerne op og saml dem på midten. Klem dejen sammen som vist ovenover, og vær sikker på der INGEN åbninger er. Der hvor der er åbninger, kommer indholdet nemt ud.

Læg bollerne een efter een på bageplade med bagepapir, og med samlingen nedad.

Hvis du har nippet siderne sammen til en firkant som vist ovenover, så form den gerne til en rundere form.


Lad nu bollerne EFTERHÆVE 30 min.


Pensl bollerne med sammenpisket æg (eller mælk - det bliver blot ikke så blankt).

Tænd ovnen på 190 gr. varmluft/200 gr. alm. og bag bollerne midt i ovnen ca. 15 min. til den er let gyldne.


Afkøl bollerne, og lav når de er kun let lune din marengs.


MARENGS

1,5 æggehvide

1,5 dl. sukker


Pisk æggehviden i en skål med elspisker, til den begynder at lave skum.Tilsæt sukkeret lidt efter lidt, og pisk til din marens er smidig og kan lave stive toppe.


PYNTNING

Kom din marengs i en sprøjtepose(eller frysepose - brug en dejskraber.

Klip 1 cm af din spids, og kom du marengs på dine fastelavnsboller i et "bikube" mønster.

Brænd med en lille gasbrænder din marengs, og pynt evt. med et bær og lidt mynte/citronmelisse.


OBS! Da marengs ikke kan holde sig flere timer, vil jeg kun komme marengs på som du skal servere dem.


Bollerne kan fryses både før og efter bagning, og kan holde sig nogle da ge på køl efter bagning.

Lunes da lidt inden servering, så de fornemmes friske.

















67 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


Indlæg: Blog2_Post
bottom of page